Nyhed

AC/DC går nummer et

Den enorme interesse for det legendariske band skaffer dem en førsteplads på denne uges albumhitliste

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at AC/DC toppede hitlisterne i 29 lande, og nu kan der i hvert fald tilføjes mindst et mere land til listen efter det er kommet frem, at bandet også indtager førstepladsen på den danske albumhitliste.

Albummet "Black Ice" er ikke overraskende braget direkte ind på en førsteplads og er samtidig eneste nyhed i top fem foran Kim Larsen, MGP 2008, Heidi og Duffy.

Der er dog endnu en nyhed i top ti, der kommer i form af det seneste soundtrack til High School Musical, som man nu kan finde på ottendepladsen. Herefter skal vi ned på en 11. plads for at finde ugens højestplacerede danske nyhed, der kommer fra duoen Hush, der netop har udsendt deres tredje album "Backroads".


Herefter er der faktisk kun en enkelt nyhed tilbage i denne uges gennemgang af de fyrre mest solgte plader i Danmark. Det er dog langt fra en ny plade, men derimod albummet "Back In Black" fra 1980, der fortsat er det bedstsælgende AC/DC-album nogensinde.

Se den samlede gennemgang af de bedstsælgende plader i Danmark hos Hitlisten.nu.

ANNONCE