Nyhed

Aura skriver europæisk kontrakt og drager på turne

Singer-songwriteren på vej ud i Europa via Sony BMG, men tager inden da på dansk tour

Det skortede ikke på roser, da Aura i januar debuterede med albummet "Columbine". Pladen modtog femstjernede anmeldelser ad libitum, og GAFFAs Leonora Christina Skov gik ligefrem planken ud og uddelte de maksimale seks stjerner og skrev, at der var dømt "international klasse". Pladen blev også et pænt salgssucces, der nåede tredjepladsen af hitlisten og gav Aura store radiohits med "Something From Nothing" og "Song For Sophie".

 

Den europæiske afdeling af pladeselskabet Sony BMG, Sony BMG Continental, er tilsyneladende enig med GAFFA i, at Aura har international klasse og har nu skrevet kontrakt med Aura for hele Europa, oplyser hendes danske pladeselskab Music For Dreams.


 

– Vi underskrev faktisk allerede kontrakten i foråret, men vi gik bevidst stille med dørene, indtil der begyndte at ske noget, fortæller Joh Hammersholt fra Music For Dreams til GAFFA.dk. Og det gør der så nu.

 


– Sony BMG har lige udgivet albummet i Spanien, og til januar og februar følger resten af kontinentet så, fortsætter Joh Hammersholt. – Vi venter lige lidt med England, men der er god interesse i England, og det gælder også for USAs vedkommende. Vi havde Sony BMG-chefer fra hele verden til at høre Aura på en showcase i Madrid i maj, og de var alle sammen begejstrede. Også den spanske chef for Sony BMG, Carlos Lopez. Den store spanske guitarvirtuos Vicente Amigo, der er et meget stort navn i Spanien, er også meget vild med Aura og vil gerne have hende med på sit næste album. Det bliver i øvrigt en specialudgave af hendes album, der udkommer internationalt, med to bonusnumre, "Stay The Same" og "Lullabye Goodbye".

 

Joh Hammersholt fortsætter videre: – Vi er meget glade for, at de folk, vi har forhandlet med, Henrik Daldorph, den danske chef for Sony BMG, og Maarten Steinkamp, den nu tidligere chef for Sony BMG Continental, er musikmennesker, før de er forretningsmennesker.


 

Inden den store europæiske lancering skal Aura dog lige have afviklet noget ganske engagementer. Dels er hun for tiden et af hovednavnene i “Bang Bang  - A Space Cabaret” på Bellevue Teateret i København, dels medvirker hun på “The White Concert”, den store hyldest til Beatles' "White Album" i Horsens 22. november. Desuden drager hun på Danmarksturné i november til følgende byer:

07.11. FREDERIKSHAVN, Det Musiske Hus
08.11. ÅRHUS, Voxhall
11.11. ST. HEDDINGE, Spilledåsen
13.11. RØDOVRE, Viften
15.11. ODENSE, Magasinet
19.11. AALBORG, Skråen
20.11. ESBJERG, Tobakken
21.11. SKIVE, Theater
27.11. KØBENHAVN, Pumpehuset
28.11. SILKEBORG, Rampelys
29.11. KOLDING, Godset

 


Inden jul udgiver Aura også en specialudgave af "Columbine" i Danmark indeholdende de to førnævnte bonusnumre samt remixes af blandt andre Lulu Rouge, Jazzbox og DJ Disse.

 

Aura på MySpace


ANNONCE