Gutterne tager på en syv-dages turné i slutningen af oktober i USA, og de har samtidig startet arbejdet med et nyt album
I takt med, at hiphop-gruppen Beastie Boys forbereder sig på at tage på en turné, som de kalder ”Get Out And Vote Tour”, er gruppen også kommet i gang med at lave en opfølger til deres instrumentale album ”The Mix-Up” fra 2007.
Et af gruppens medlemmer, Adam ”Ad-Rock” Horovitz, siger følgende til billboard.com:
"Vi er faktisk midt i at indspille lige nu. Vi håber at få pladen ud på et tidspunkt til næste år. Det bliver en masse vokal, en masse ord – meget rig på ord. Og meget politisk, afhængig af hvad man kalder for politisk. Du ved, hvis ’toilet talk og fart jokes’ er politiske, hvilket de kan være, så i den forstand ja, meget.”
Horovitz regner dog ikke med, at noget af det nye materiale bliver spillet på deres kommende turné:
”Det er altid underligt, når man spiller numre, som folk ikke kender. Hver gang man spiller en ny sang, virker det altid som en mursten. (stemningsdæmper?, red.)”
Horovitz siger, at beslutnigen om at lave en ”Get Out And Vote Tour” simpelthen hænger sammen med det faktum, at der til det sidste amerikanske valg var 70 millioner registrede vælgere, som ikke mødte op for at sætte deres kryds. Horovitz fortsætter:
"70 millioner er mange mennesker, som bare bliver hjemme. Så dette her skete ganske hurtigt, for cirka en måned siden. Vi var bare stressede over hvad vi kunne gøre, og så tænkte vi, at siden vi var et band, som giver koncerter, kan vi ligeså godt tage ud til de her svingstater. Vi tænkte, at det ville være en god idé, hvis vi kan få folk ud at stemme. Faktisk ringede vi bare en masse folk op, og dem, som ringede tilbage, de er med på turnéen nu.”
Turnéen i USA løber over syv dage frem til 2. november, og kunstnere som Sheryl Crow, Ben Harper, Jack Johnson, Norah Jones, Crosby & Nash, Santogold og Tenacious D er blandt dem, som stiller op. Andre acts som De La Soul, Nas, Nine Inch Nails og Moby havde desværre ikke tid til at deltage på grund af travle skemaer.
Valget i USA afgøres d. 4. november.
