I følge nye tal fra IFPI står de uafhængige pladeselskaber nu for mere end en tredjedel af det samlede musiksalg
Alt imens pladesalget fortsat er i tilbagegang herhjemme kan pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, nu fortælle, at de uafhængige pladeselskaber står for en stadig større del af det salg, der dog trods alt stadig foregår.
For første gang står selskaberne nemlig nu for mere end en tredjedel af det samlede musiksalg, og det er næsten tre gange så meget som i 2003, hvor de uafhængiges andel lå på 12, 2 procent. Det skriver dr.dk.
Marketingdirektør for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, Jesper Bay, udtaler til Danmarks Radios webside, at en af grundene til de uafhængige pladeselskabers fremgang er, at de befinder sig tættere på vækstlaget end de store multinationale selskaber som Sony BMG og Universal Music.
"De små er gode til at finde musik helt nede i vækstlaget med stort salgspotentiale. Det har de store selskaber sværere ved".
Det argument bakkes dog langt fra op af listen over de bedstsælgende udgivelser for 2007 udsendt af uafhængige selskaber. Her finder man nemlig navne som Nephew, Tina Dickow og Lis Sørensen, der for alle deres kvaliteter til trods næppe kan beskrives som en del af det musikalske vækstlag.
Bay fremhæver desuden Sony BMG's opkøb af Kick Music som en erkendelse af, at det de mindre selskaber gør er rigtigt. Men sjovt nok er de Kick-navne, der fremhæves i artiklen kendte navne som Ida Corr og Powersolo, og så John Mogensen, der har været død i 30 år.
De følgende titler er de ti bedstsælgende udgivelser udsendt af uafhængige pladeselskaber i 2007, hvoraf de fire øverste var blandt de ti bedstsælgende plader her i landet sidste år.
Natasja: I Danmark Er Jeg Født
Tina Dickow: Count To Ten
Lis Sørensen: De Allerstørste Sange
De Nattergale: The Boks
Volbeat: Rock The Rebel Metal The Devil
Fede Finn & Funny Boyz: De Fedeste
Runrig: Everything You See
Johnny Logan: The Irish Connection
Nephew: Roskilde 07.07.07
Nephew: Interkom Kom Ind