Nyhed

Eminem vil ikke turnere

I et interview fortæller rapperen, at han ikke er klar til at begynde at turnere igen

Den engelske BBC-dj Zane Lowe fik forleden mulighed for at interviewe Eminem om rapperens kommende udgivelse "Relapse", hvor han blandt andet fik bekræftet, at albummet vil blive udsendt senere i år.

Eminem kunne desuden bekræfte, at Dr. Dre har produceret stort set hele albummet, og at de to har brugt omkring fem måneder på at indspille rapperens sjette soloalbum. Han fortæller desuden, at målet med dette album er at minde folk om, at han kan rappe. Han mener, han har gjort rigeligt for mætte markedet med Eminem, og at han ikke længere har brug for al den opmærksomhed.

Rapperens nyfundne interesse i ikke nødvendigvis af være en verdensstjerne synes også at have fået en indflydelse på hans lyst til at turnere. Til Lowe siger han nemlig, at han ikke vil afvise, at han igen vil turnere. Men han understreger, at han ikke er klar til at turnere lige nu.


Der foreligger endnu ikke en officiel udgivelsesdato for "Relapse", men Eminems selvbiografi "The Way I Am" udkommer i dag 21. oktober.

ANNONCE