Mød D-A-D, AC/DC, Peter Sommer, The Wong Boys, Hush og mange flere
Så er det blevet den sidste torsdag i oktober, og derfor er GAFFA november på gaden. 64 sider sprængfyldt med interviews, reportager, anmeldelser, nyheder og meget mere.
Forsiden prydes af D-A-D, der 3. november er aktuelle med deres tiende studiealbum, "Monster Philosophy". Vi har talt med bandet om det nye album og det faktum, at man godt kan være fyldt 40 og stadig være fuld af vildskab – men også af eftertænksomhed.
AC/DC er som bekendt også tilbage, med deres første album i otte år, "Black Ice". Vi har fanget forsanger Brian Johnson, der både taler om det nye album, de unge år som rocksanger og om, hvad han siger til forslaget om at spille på Roskilde Festival 2009.
Vi har også mødt Peter Sommer, der er aktuel med sit tredje soloalbum, "Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene", hvor han er mere rockende og alvorlig tidligere. Hør Peter Sommer fortælle om sin mørke side.
The Wong Boys er lyden af sex og elektronik. Vi har fanget det umage par alias duksedrengen Stefan Kvamm og trussetyven Frank Ziyanak.
Hush er et andet og umiddelbart mere harmonisk par, både musikalsk og privat. Vi har besøgt duoen i Los Angeles under indspilningerne af deres tredje album, "Backroads".
Du kan også læse om Kaiser Chiefs, Friendly Fires, Heidi, Celina Ree og Oh Land. Hør Maya Albana fortælle om sin yndlingsmusik i serien "Finale", og hyg dig med Den Gale Pen, der stikker den vrede mikrofon op i bogaktuelle Thomas Blachmans store mund.
Er du medlem af Klub GAFFA, kan du også glæde dig over det store interview med Peter AG, der i anledning af Gnags' nye album "Legepladsen" fortæller om hele bandets 42-årige karriere og op- og nedture og om sit syn på verden – og se masser af Gnags-fotos fra alle årene.
Find GAFFA på en café, en uddannelses- eller kulturinstitution, et bibliotek eller et spillested nær dig.
