Nyhed

Judas Priest gæster Danmark

Legenderne tager både Megadeth og Testament med til koncerten til marts i Horsens

Begejstringen var særdeles mærkbar, da Judas Priest i sommer gæstede Roskilde Festival, så mon ikke der er mange, der gerne vil gense bandet på en indendørsscene.

Det bliver der mulighed for, når de til marts vender tilbage til Danmark på en del af deres "Priest Feast"-turné.

Bandet er fortsat ude for at promovere deres roste "Nostradamus"-album, men som koncerten på Roskilde beviste, så er de bestemt ikke bange for at sprinkle masser af klassiske sange udover sætlisten.


Men som om et besøg af Rob Halford og venner ikke var nok, så leveres opvarmningen såmænd af ingen ringere end Megadeth og Testament.

Dae Mustaine har udtalt, at der er nyt på vej fra Megadeth til januar, og Testament udsendte "The Formation Of Damnation" tidligere på året.

Så vi har altså fat i tre klassiske metalnavne, der stadig kører på, og alle tre kan opleves i Forum Horsens 3. marts.


Billetsalget starter tirsdag 14. oktober klokken 10:00 via www.billetlugen.dk, www.hnt.dk samt i Fona-butikker.

ANNONCE