Sangerinden er nomineret i to kategorier og skal desuden være vært til showet 6. november
Det er tidligere blevet annonceret, at navne som Beyoncé, The Killers og Kid Rock skal optræde, når MTV EMA 2008 sendes live fra Liverpool 6. november. Men nu er arrangørerne så klar med navnet på dette års vært for showet, og i år er jobbet gået til sangerinden Katy Perry.
Perry har for alvor slået sit navn fast med singlen "I Kissed A Girl", og ikke overraskende er hun derfor også nomineret i kategorierne "Best New Act" og "Most Addictive Track" til showet. Men udover at få mulighed for at løbe med to månemænd til showet kan hun nu også se på fra scenen, når hendes kolleger vinder i de øvrige kategorier.
Katy Perry vil få selskab på scenen af hendes band, der vil fungere som officielt MTV Europe Music Awards husband og stå for musikalske mellemspil sammen med andre optrædende og prisoverrækkere.
Om nomineringerne og tjansen som MTV-vært siger Perry til MTV:
"Jeg blev virkelig glad, da jeg fik at vide, jeg var nomineret til to priser, men da jeg så blev spurgt, om jeg ville være vært, tissede jeg nærmest i bukserne af glæde. At følge i fodsporene på tidligere værter som Christina Aguilera, Tom Jones, P.Diddy og Snoop Dogg ved så stor en begivenhed er en utrolig stor ære – ved de, hvad de går med til? Jeg håber bare, at jeg ikke spilder min cocktail".
Udover en celeber vært og livenavne har MTV naturligvis også inviteret forskellige kendis- og musikernavne til at træde op på scenen og overrække priser til de heldige vindere. Ved dette års show, nummer 15 i rækken, vil Grave Jones, Sugababes, Tiziano Ferro, Tokio Hotel og Travis fra Gym Class Heroes overrække priser.
MTV EMA 2008 med Katy Perry som vært sendes live 6. november på MTV.