Nyhed

Madonna bekræfter skilsmisse

Sangerinden har via en talskvinde bekræftet, at hun skal skilles fra Guy Ritchie

I går kunne vi fortælle, at avisen The Sun havde fundet ud af, at ægteskabet mellem Madonna og filminstruktøren Guy Ritchie var på vej mod sin afslutning. Den information er nu blevet bekræftet af Madonna via en pressemeddelese, der også bærer Guy Ritchies talsmands underskrift, udsendt af hendes talskvinde Liz Rosenberg.

I pressemeddelelsen fremgår det, at parret vil afslutte deres syv-et-halvt år lange ægteskab med en skilsmisse, og at de derfor beder pressen respektere deres privatliv. De fortæller desuden, at de endnu ikke er kommet frem til en aftale omkring bodeling med videre.

Ifølge Billboard er Madonna god for omkring 490 millioner dollars, mens Ritchie er omkring 35 millioner dollars værd. Parret ejer huse i London, Los Angeles og New York, samt et større landsted i Wiltshire i England.


Parret har to børn fra deres ægteskab, sønnen Rocco og den adopterede søn David. Madonna har desuden en tolvårig datter ved navn Lourdes fra et tidligere forhold. Dette var Guy Ritchies første og Madonnas andet ægteskab.

 

ANNONCE