Nyhed

Madonna skal skilles

Avisen The Sun hævder, at ægteskabet mellem Guy Ritchie og Madonna nu endegyldigt afsluttes med en skilsmisse

Der har længe verseret rygter om, at ægteskabet mellem filminstruktøren Guy Ritchie og Madonna var ved at nærme sig sin afslutning, men disse historier er konstant blevet skudt ned af parret. Men nu hævder den engelske avis The Sun, at skilsmissepapirerne er udfyldt, og at de to dermed vil være skilt inden jul.

Ifølge The Suns kilder skyldes skilsmissen, at begge parter bruger meget tid på deres respektive karrierer, samt at Madonna skulle være interesseret i at adoptere endnu et barn. Kilderne fortæller desuden, at Madonna oprindeligt havde ønsket at udskyde bruddet til efter færdiggørelsen af hendes igangværende "Sticky & Sweet" turné, men at de to nu er blevet enige om at afslutte ægteskabet inden jul.

Madonna og Guy Ritchie blev gift 22. december 2000, mindre end fem måneder efter Madonna havde født deres søn Rocco. I efteråret 2006 adopterede parret desuden sønnen David Banda Mwale, hvilket medførte en masse påstyr omkring adoptionslove, men sagen blev afsluttet i maj i år, hvor drengen officielt blev Madonna og Ritchies søn.


Guy Ritchie er lige nu i gang med optagelserne til filmen "Sherlock Holmes", men ifølge avisen har han afbrudt indspilningerne i Frankrig for at flyve hjem og fortælle sine forældre, at han skal skilles.

Der er endnu ikke kommet en officiel kommentar fra de to involverede parter omkring skilsmissehistorien.

ANNONCE