Der bliver desværre ikke givet penge fra Københavns Kommune til det ambitiøse projekt
Planerne om koncertsalen Mega Vega bliver alligevel ikke til noget, fordi Københavns Kommune ikke vil give penge til projektet. Dette kan man i dag læse på dr.dk. Idéen om en koncertsal i fjerde sals høje er derfor droppet, og grundejer Ole Bredtoft har allerede tre andre interesserede lejere i den bygning, hvor Mega Vega skulle have været.
Situationen er heller ikke god for Vega, da spillestedet har investeret mange kræfter i planen, og projektet var langt længere fremme end bare en idé på skrivebordet. Vega havde fundet en sponsor, der ville investere mere end fem millioner om året i driften.
Man havde også en aftale med Ole Bredtoft om en uopsigelig lejekontrakt i 40 år for en årlig leje på ni millioner kroner. Og banken var villig til at låne Vega 12 millioner kroner. Cirka samme beløb, omkring 11 millioner, som Vega søgte om hos kommunen.
Men de penge fandt kommunen ikke plads til, selv om Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard i maj brugte Mega Vega som et argument for, at København ville investere flere penge i kultur.
Fire måneder efter er kommunen tilsyneladende kommet på andre tanker, og det er der en god forklaring på, siger Simon Strange til dr.dk. Han mener, at det er bankkrisen som er blevet en forhindring for, at Mega Vega bliver til noget.
Vegas kommunikationschef nægter dog at give op, selv om kommunen ikke kan se potentialet i en rytmisk koncertsal med plads til 5.000 gæster.
Også bygherre og grundejer Ole Bredtoft håber stadig på, at han vil huse en koncertsal på sin grund ved det eksisterende Vega på Vesterbro. Selv om planerne om det spektakulære Mega Vega ikke bliver til noget, er der stadig en ekstra byggeret på grunden ved siden af på 5.000 kvadratmeter.
På GAFFA.dk vil vi løbende følge med i udviklingen af denne historie.
