Nyhed

MikL vandt MC's Fight Night

De sidste to års vinder Pede B måtte give freestyle-bæltet videre

Det blev MikL, der vandt årets finale i freestyle-rap, bedre kendt som MC's Fight Night, der blev afholdt i en fyldt KB-Hallen lørdag aften. Vanen tro i en boksering, og i år var det i øvrigt niende gang, at den årlige konkurrence blev afholdt. MikL slog i finalen de sidste to års vinder, Pede B, der dermed måtte give sejrsbæltet videre.

Inden da havde semifinalerne stået mellem henholdsvis MikL versus Ham Den Lange og Fantomet versus Pede B. Desuden blev der uddelt en "punchline award" til Ham Den Lange. Undervejs markede også den topseedede debutant og vinder af Vest Finalen Johnni G sig stærkt. Som GAFFAs reporter Maria Therese Seefeldt Stæhr skriver i sin reportage, der kan læses andetsteds på siden:

"Johnni G holdt modstanderen Den Hvide Neger i et jerngreb så stramt, at han i sidste runde valgte at kaste håndklædet i ringen efter kun 30 sekunder (imod de 60 der er til rådighed), og selv erkende sit nederlag." I alt deltog 16 rappere i finalen. Dommerne var hiphop-producer med mere Jeppe ”Jay-B” Bisgaard og rapperne Joe True og MC Clemens. Aftenens konferencier var Jøden, og showet bød også på musikalsk underholdning ved UFO Yepha.

ANNONCE