Nyhed

Musiker finder kilden til dårlig koncertlyd

Niels Werner Larsen har forsket på området og udviklet nye akustiske absornanter

Rockmusiker og ingeniør Niels Werner Larsen har stået bag en videnskabelig undersøgelse, som peger på årsagen til, at lyden i koncertsale er så svingende i kvalitet fra sted til sted.

Igennem et år har han lavet akustiske målinger af 20 forskellige sale til pop og rock rundt om i landet. Derudover har han lavet interviews med musikere og lydteknikere, der har erfaringer med at bruge salene.

Ved at sammenligne hans egne objektive målinger med de subjektive vurderinger fra interviews, er det nu lykkedes ham at finde en betydelig forskel mellem de gode og de dårlige sale. De bedste sale havde meget korte efterklangstider i de lave frekvenser mellem 63 og 150 Hz, mens de dårlige sale  havde lange efterklangstider.

Niels Werner Larsen har fortalt følgende til videnskab.dk:

"Når efterklangen er lang for de dybe toner, er bastonerne ganske enkelt ikke distinkte nok. Hver bastone varer i rigtigt lang tid, og inden den er færdig med at klinge ud, kommer der et væld af andre baslyde, der mudrer sammen med den første. Står du et stykke fra højtalerne vil du derfor opleve, at det hele runger, og det er til stor gene for både musikere og publikum."

Larsen har efterfølgende udviklet nogle forskellige akustiske absorbanter, der er designet til at opfange de dybe baslyde, så deres efterklangstid bliver kortere. Han fortæller videre:

"En af absorbanterne er en slags luftmadras af plastik, der puster sig lidt op. Det hænger ned fra loftet, som et meget langt rullegardin. Når bassen spiller, vil den vibrere. Det er en slags omvendt højtaler, der i stedet for at lave lyd, æder lyd. Herefter laver den lyden om til mekanisk energi og varme."

Niels Werner Larsen har selv været trommeslager i rockbandet Die Herren, og det er hans klare opfattelse, at han og de andre musikere i bandet blev mere trætte, når de spillede i en sal med dårlig akustik. 

"Det kræver stor koncentration at skulle holde tonerne ude fra hinanden, og man bliver let forvirret, og jeg er sikker på at denne absorbant vil komme musikere såvel som publikum til undsætning." siger han og slutter:

"Min motivation i starten var, at vi skal lave nogle gode koncertsale, når vi nu bruger en masse skattepenge på at lave spillesteder, så gælder det om at lave noget, der giver en god oplevelse for alle. Så min opfordring er, at man fremover sørger for at bygge koncertsale, der i sig selv dæmper efterklangstiden for de dybe bastoner."

Har man lyst til at se den nye akustiske madras, kan man smutte forbi spillestedet Viften i Rødovre, hvor opfindelsen prøves af for tiden.

ANNONCE