Nyhed

Neil Young udsender klassiske koncerter

Den canadiske sangskriver udsender optagelser fra 1968 og udskyder samtidig udgivelsen af den længeventede "Archives"-boks

I 1968 gik bandet Buffalo Springfield i opløsning og kun seks måneder senere var et af bandets medlemmer, Neil Young, klar med sit første soloalbum. I den mellemliggende periode nåede Young dog blandt andet at spille to koncerter på spillestedet Canterbury House i Ann Arbor, Michigan, og optagelser fra de to koncerter udsendes nu på cd.

Den kommende udgivelse har fået titlen "Sugar Mountain Live at Canterbury House 1968" og på den finder man en række sange, der enten findes på Buffalo Springfield-albummet eller på den soloplade, Young udsendte kort tid efter. Derudover kan man også høre Young tale til publikum og blandt andet fortælle en historie om sin tid som ansat i en boghandel i Toronto.

Denne gode nyhed for Young-fans kommer dog med en nyhed, der ikke er helt så god. Den længeventede "Neil Young Archives Vol. 1 (1963 – 1972)" Blu-Ray boks med hele ti skiver er nemlig blevet udskudt. Nu forlyder det, at boksen vil blive udsendt i begyndelsen af 2009, uden at folkene bag dog er villige til at komme med en fast udgivelsesdato.


Det ligger dog fast, at "Sugar Mountain Live at Canterbury House 1968" udsendes 25. november.

ANNONCE