Nyhed

Radiohead-løsning var økonomisk succes

Bandets publishing-firma har offentliggjort resultatet af eksperimentet med "In Rainbows", der lovligt kunne downloades gratis

I dag 15. oktober sættes der gang i festivalen Iceland Airwaves, hvor man vil kunne opleve navne som CSS, Vampire Weekend og The Young Knives. Men i løbet af festivalen vil man også kunne deltage i en række konferencer, og til en af dem vil Jane Dyball fra publishing-firmaet Warner Chappell, der håndterede udgivelsen af Radiohead-albummet "In Rainbows", fortælle om, hvordan det fik med eksperimentet om at lade folk betale, hvad de ville for pladen.

I følge NME blev resultatet i korte træk, at langt de fleste valgte at downloade pladen uden at betale for den, og samtidig var der rigtig mange, der valgte at downloade den ulovligt fra forskellige torrent-sider. Alligevel kan Dyball afsløre, at pladen i de tre måneder den kunne downloades gratis indtjente flere penge, end forgængeren "Hail To The Thief" har solgt siden 2003.

Dyball vil dog ikke afsløre, hvad folk gennemsnitligt har betalt for at downloade pladen, men hun udtaler, at de monitorerede indtægterne forbundet med downloads, og at de var villige til at lukke for de gratis downloads, hvis gennemsnitsprisen blev for lav. Hun kan også fortælle, at de havde solgt 100.000 eksemplarer af vinyl-boksen, der kom med et særligt design og ekstramateriale, der hverken findes på cd'en eller som download.


Dermed klassificerer Warner Chappell Radioheads download-eksperiment som en succes, men de kan ikke fortælle, hvorvidt Radiohead i fremtiden vil udsende plader på samme måde.

"In Rainbows" udkom 10. oktober 2007.

ANNONCE