Nyhed

Skal Britney spille sig selv?

En engelsk avis mener at vide, at der lige nu arbejdes på en ny spillefilm om Britney Spears' liv, hvor hun skal spille sig selv

Det skorter ikke på historier om Britney Spears i disse dage, men i modsætning til for nogle måneder siden, så har de i øjeblikket som regel en noget mere positiv vinkel.

Den seneste handler om en kommende spillefilm, der skulle have sangerindens livshistorie som grundlag, hvilket kan synes noget tidligt, da hun trods en allerede lang karriere stadig kun er 26 år gammel. Ikke desto mindre hævder den engelske avis The Mirror, at filmen ikke bare er på vej, men også at Britney har sagt ja til at spille hovedrollen som sig selv.

Nu var det jo ikke fordi Britney ligefrem blev hyldet for sin optræden i filmen "Crossroads", men avisen hævder, at det var de pæne anmeldelser for hendes medvirken i to afsnit af serien "How I Met Your Mother" tidligere på året, der har givet hende mod til at påtage rollen i den kommende film.


Filmen skal instrueres af Phil Griffin, der i så fald vil få sin debut som spillefilmsintruktør. Han har dog tidligere instrueret musikvideoer for Amy Winehouse, og han er også manden bag en kommende dokumentar om Britney, der har fået titlen "For The Record".

Både filmen og dokumentarfilmen skulle eftersigende fokusere på sangerindens allerede veldokumentede nedtur de senere år, og man kan så formode, at de vil lede op i mod udgivelsen af hendes kommende album som forventes at blive sangerindens helt store comeback.

Britney Spears udsender albummet "Circus" 1. december.


 

ANNONCE