Billy Corgan udtaler, at han vil gå i studiet til næste år for at indspille et konceptalbum, der muligvis vil blive udgivet online
Billy Corgan gendannede i 2006 Smashing Pumpkins sammen med Jimmy Chamberlin efter seks års pause og har siden da udsendt albummet "Zeitgeist". Lige nu øver de to musikere sammen med nogle erstatninger for D'arcy og James Iha en masse af gruppens gamle materiale, som de skal tage med på landevejen i forbindelse med bandets 20-års jubilæumsturné, der lanceres i slutningen af oktober.
I den forbindelse fangede Rolling Stone Magazine Corgan, der blandt andet udtaler, at gendannelsen ikke er gået helt som han havde regnet med:
"Du står på scenen og kan høre folk sige, 'Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det her'. Det er vores indtryk, at Amerika har forvandlet alle ældre bands til et 'gendannelsesband'. Mentaliteten er, 'Jeg vil bare høre de otte sange [jeg kender, red.] og drikke min øl'. Du tænker, 'Jeg er 41 år, og jeg har optjent et vist niveau af tillid'. Og så finder du ud af, at du er ligesom alle andre. Du er ikke bedre end Bon Jovi".
Corgan er dog ikke slået ud og er i følge artiklen i Rolling Stone særdeles opsat, når det kommer til den kommende turné. Og selvom bandet efter det skuffende salg af "Zeitgeist" ikke længere har en pladekontrakt er sangskriveren dog fortsat interesseret i at lave et nyt Pumpkins-album.
Pumpkins-frontmanden er endnu ikke klar over, hvilket format det kommende album vil blive udsendt i. Men i interviewet siger han, at bandet vil gå i studiet i begyndelsen af det nye år for at indspille et "langsigtet konceptalbum", der muligvis vil udkomme i mindre portioner online.
Inden da vil man dog kunne opleve Smashing Pumpkins live på dvd'en "If It All Goes Wrong", der udsendes 11. november.