Nyhed

Sony trækker spil tilbage

Udgivelsen af spillet "LittleBigPlanet" forsinkes, fordi Toumani Diabatés musik på soundtracket indeholder uddrag af Koranen

Sony skulle have udsendt PS3-spillet "LittleBigPlanet" i dag, men firmaet har i stedet valgt at udskyde udgivelsen, da der på soundtracket findes musik af den malinesiske musiker Toumani Diabaté, hvori der bruges citater fra Koranen.

Det er sangen "Tapha Niang", der blandt andet findes på Diabatés album "Boulevard De l'Independance" fra 2006, der er skyld i balladen. Sangen indeholder to citater fra Koranen, og det er åbenbart nok til at få Sony til at fjerne sangen, og i en pressemeddelelse undskylde over for alle, der måtte føle sig stødt af brugen af sangen.

Toumani Diabaté er udover at være muslim også en respekteret og Grammy-vindende musiker, og derfor kan det virke en smule hysterisk, at Sony har følt det nødvendigt ikke bare at undskylde, før nogen overhovedet har købt spillet, men også at fjerne sangen, der allerede er blevet udsendt på et to år gammelt album.


Den malinesiske musiker er lige nu på turné i England og har ikke selv udtalt sig om sagen.

Sony udsender en Diabaté-fri udgave af "LittleBigPlanet" 27. oktober.

ANNONCE