Man regner med, at repræsentanter snart vil offentliggøre et nyt samarbejde mellem spillet "Rock Band" og The Beatles
Det ser ud til, at The Beatles skal til at slå pjalterne sammen med det storsælgende computerspil "Rock Band".
I hvert fald har The Beatles' Apple Corps Ltd. og MTV planlagt en telefonisk pressekonference i dag for at annoncere, at der nu findes en ”eksklusiv aftale om at udvikle et globalt musik-projekt”.
Selvom denne meddelelse ikke giver flere detaljer om aftalen, så har repræsentanter for The Beatles, i følge billboard.com, talt med teamet bag ”Rock Band” i månedsvis.
Hvis der laves en aftale, så vil ”Rock Band” have sikret sig to af de bedst sælgende bands nogensinde til at lægge lyd på det populære spil. Det andet band er AC/DC, som d. 2. november præsenteres i et spil-koncept med navnet "Rock Band Track Pack". Det pågældende spil inkluderer 18 live-versioner af AC/DC-hits som ”Thunderstruck” og ”Back in Black”.
Interessant er det også, at AC/DC og The Beatles stadig ikke kan købes i digital form på eksempelvis iTunes eller Amazon.com. Måske har de to bands, via de omtalte aftaler, fundet sig en helt ny måde at sælge deres musik på, ud over selvfølgelig det normale cd-salg.





