Nyhed

The Hives sagsøgt for sangtyveri

De svenske guitarrockere trækkes i retten af amerikansk sangskriver

Som blandt andet Kennedy sagde, har sejren mange fædre, mens nederlaget er forældreløst. Og ligesom Bon Jovi for nylig blev sagsøgt for cirka 400 milliarder kroner (!) af en ret ukendt sangskriver, der beskylder Bon Jovi for at have stjålet sangskriverens sang, så er de svenske garagerockere The Hives ligeledes blevet sagsøgt af den ikke særligt kendte amerikanske sangskriver Jason Shapiro. Det skriver theguardian.co.uk. Der forlyder dog endnu ikke noget om, hvor mange penge Shapiro vil have af svenskerne.

Los Angeles-sangskriveren beskylder The Hives for at have stjålet både melodilinjen og guitarriffene fra hans sang "Why You?" til deres sang "Tick Tick Boom" fra sidste års "Black And White Album". Jason Shaprio har skrevet sange for både sine grupper The Roofies, Three Way og Celebrity Skin, og sangen "Why You" er indspillet af både The Roofies og Three Way i henholdsvis 1997 og 2002.

"Jeg elsker virkelig The Hives, og jeg har det dårligt med at sagsøge et band, jeg elsker," udtalte Shapiro for nylig til LA Weekly. "Men jeg synes også, at det er nødvendigt med en kreditering, hvis du låner et riff".


Jason Shapiro blev bevidst om sangenes indbyrdes lighed, da venner gjorde ham opmærksom på sangen, der blandt andet medvirker i en trailer for filmen "Get Smart". For at være sikker i sin sang, kontaktede Shapiro en musikvidenskabsmand til at afgøre lighederne mellem de to sange.

"Han sagde, at det grundlæggende riff og vokalmelodien var meget identiske, og sangens unikke karakter fik ham til at tro, at det ikke var et tilfælde. Han kørte også sangen gennem en test for at finde ud af, om der fandtes nogle andre sange, der lignede den, og så blev vi sikre i vores sag.

Du kan se musikvideoerne til de respektive sange på disse link – Tick Tick Boom og Why You – vurder selv, hvor meget sangene ligner hinanden. Men vi indrømmer, at Shapiro har en pointe. Omvendt er der vel ikke ligefrem tale om en totalt nyskabende komposition, så mon ikke forklaringen er, at både The Hives og Jason Shapiro trækker på de samme inspirationskilder fra punkrockens og garagerockens unge år?


Så vidt vides er The Hives i øvrigt endnu ikke blevet sagsøgt af sig selv, selvom "Tick Tick Boom" også minder en del om tidligiere Hives-sange såsom "Main Offender", "Hate To Say I Told You So" og – fortsæt selv listen.

 

ANNONCE