Kun et år efter ”Akvarium” er DMA-hædrede Linnet klar med nyt udspil
De fleste kunstnere plejer at geare lidt ned, når de kommer lidt op i årene, men åbenbart ikke Anne Linnet. I oktober sidste år udgav hun albummet ”Akvarium”, og nu er hun allerede ved at være klar med et nyt album. Pladen har endnu ikke fået nogen titel, men det ligger fast, at den kommer på gaden 10. november og ligesom ”Akvarium” er indspillet i tæt samarbejde med Anne Linnet søn Marcus.
”Akvarium”-pladen blev et stort comeback for Anne Linnet. Pladen har solgt guld (15.000 eksemplarer) og fået masser af roser i pressen, blandt andet seks stjerner i Politiken. GAFFA gik dog mod strømmen og gav kun to stjerner til albummet og blandt andet følgende ord: ”’Akvarium’ virker både tung og kunstig i sin meget tilbageskuende produktion. Det er lyden af poprock fra en svunden tid, (...)”.
GAFFAs indvendinger forhindrede dog ikke Anne Linnets koncerter i 2007 og 2008 i at være veritable tilløbsstykker, ligesom hun ved Danish Music Awards 2008 nærmest blev modtaget som en hjemvendt Messias og under stående ovationer blev tildelt DMA’s prestigefyldte Ærespris for lang og tro tjeneste i dansk musik.





