Nyhed

No and the Maybes albumdebuterer

Gutterne har lagt sidste hånd på deres første plade, der kommer til oktober

Den københavnske trio No And The Maybes, som blandt andet kunne opleves i koncert på årets Spot Festival, er nu klar med deres selvbetitlede debutalbum, som udkommer midt i oktober måned.

I januar kunne kan her på GAFFA læse, at vi regnede No And The Maybes for et band med stort potentiale, da vi lagde deres navn på listen over ”De bliver store i 2008”.

Gruppen havde allerede dengang hittet på Det Elektriske Barometer på P3 med sangen ”Mouth” og var desuden nomineret i kategorien til bedste MySpace-band ved Danish Music Awards.


I begrundelsen for at udvælge dem til førnævnte artikel blev bandets musik betegnet som sofistikeret poprock med flotte vokalharmonier med musikalske detaljer som håndklap og fløjten.

Bandet selv kalder deres musik for ”højloftet kammerpop” og udtrykker begejstring for både 60’er-musikkens korarrangementer og detaljerigdom og for 80’ernes kølige synth-universer.

Vi forventede i januar, at bandet snart ville løbe af med en pladekontrakt, og dette viste sig at holde stik, da de i maj måned fik en aftale i hus med pladeselskabet A:larm Music.


Nu kan drengenes musik så snart ramme hylderne i landets musikbutikker.

No And The Maybes' debutplade udkommer nemlig den 13. oktober.

ANNONCE