Nyhed

Nyt album fra Bohren & Der Club Of Gore

Tyskerne er tilbage med endnu en samling doom-jazz den 10. oktober

Den alternative tyske kvartet Bohren & Der Club Of Gore udgiver 10. oktober et nyt album. Titlen er “Dolores”, og pladen er gruppens første på Play It Again Sam (PIAS), der udsender materialet på cd og dobbelt-lp i hele verden med undtagelse af USA og Canada, hvor Mike Pattons Ipecac label får æren af at smide pladen på markedet.

Bohren & Der Club Of Gore spiller, hvad der bedst kan betegnes som stemningsmættet doom-jazz, og de har tidligere høstet de maksimale seks stjerner i herværende medie for deres 2003-album “Black Earth”. Deres seneste udgivelse, “Geisterfaust” fra 2005, måtte dog tage til takke med fire solide GAFFA-stjerner, så det bliver spændende at se, om “Dolores” er endnu en solid skive eller måske et nyt mesterværk?

Kan man ikke vente indtil 10. oktober, er der allerede nu mulighed for at smage på det nye nummer “Unkerich” via Bohren & Der Club Of Gores myspace-side. Det er et track, der synes at varsle en lidt varmere og lysere klang end gruppens tidligere materiale.


Bohren & Der Club Of Gore på myspace

ANNONCE