Nyhed

George Harrison udsender opsamlingsalbum

Sommeren vil stå i Beatles-medlemmernes tegn, og senest er et opsamlingsalbum fra George Harrison blevet annonceret

Der er kun er gået en uge siden annonceringen om, at The Beatles' store bagkatalog vil udkomme i remasterede udgaver, og nu kommer nyheden om, at der snart er en udgivelse fra et tidligere The Beatles-medlem på vej. George Harrisons første egentlige opsamlingsalbum nogensinde blev nemlig i går sat til at udkomme den 16. juni.

George Harrison, der døde i 2001, fik i går den 14. april posthumt en stjerne og sit navn lagt ned i den berømte Hollywood Walk Of Fame. Stjernen blev placeret tæt ved den ikoniske Capitol Records bygning, og udover Harrison-familien var også Tom Hanks, Paul McCartney, Tom Petty, Joe Walsh og Jeff Lynne til stede ved ceremonien. Ved samme lejlighed blev det annonceret, at solomateriale fra George Harrisons lange karriere til juni udkommer under navnet "Let It Roll: The Music Of George Harrison".

Ligesom det er tilfældet med de længe ventede udgivelser fra The Beatles, er George Harrisons sange fra hele karrieren blevet digitalt restaurerede, og der bliver samtidig mulighed for at høre live-udgaver af de kendeste George Harrison-sange fra Concert For Bangladesh, der blev afholdt i 1971.

Den lange række udgivelser, som er i vente fra Beatles-medlemmerne, tæller også computerspillet ”The Beatles: Rock Band”, som George Harrisons søn, Dhani Harrison, har været involveret i udviklingen af. 2009 er dermed blevet dømt et stort Beatles-år, hvor rækken af udgivelserne fra Beatles-medlemmerne begynder med opsamlingsalbummet "Let It Roll: The Music Of George Harrison" den 16. juni.

ANNONCE