Nyhed

Raekwon skriver kontrakt med EMI

Wu-Tang-medlemmet er dermed klar til at udgive det længe ventede "Only Built 4 Cuban Linx 2"

"Only Built 4 Cuban Linx" er en af de absolutte soloklassikere fra Wu-Tang Clan-lejren. Raekwons album fra 1995 var med sin hårdkogte mafiatematik et af de albums, der definerede mafiosorap-genren. Nu har Wu-Tang-medlemmet skrevet kontrakt med pladeselskabet EMI og regner med at få "Only Built 4 Cuban Linx 2" udgivet albummet i USA til sommer.

Mafiosorappen startede i USA med pioneren Kool G Raps fortællinger om organiseret kriminalitet og stoffer i et miljø, der især er inspireret af Al Pacinos udgave af Tony Montana i filmen "Scarface". Derefter fulgte klassiske albums i mafioso-rap-genren med Jay-Zs "Reasonable Doubt", Nas' "It Was Written" og ikke mindst Raekwons første soloudgivelse "Only Built 4 Cuban Linx".

Raekwon har siden udgivet to albums med samme tematik, og har i flere år været i gang med forberedelserne til den egentlige fortsættelse til det succesfulde debutalbum. Hiphop-stjernen har senest udsendt singlen "The New Wu" med kollegerne fra klanen Method Man og Ghostface Killah. Raekwon har ifølge musiksitet Billboard.com udtalt om det nye samarbejde:

"Det har været lang tid undervejs. Nu ventetiden endelig ovre. Jeg har lagt blod, sved og tårer i at lave dette klassiske album til mine fans. Ord kan ikke beskrive hvor ekstremt glad jeg er for at arbejde med EMI Music, som vil udgive mit album".

Raekwon har med sit eget selskab Ice H2o skrevet en distributionsaftale med EMI for det amerikanske kontinent, og der er endnu i ikke kommet information frem omkring, hvornår europærerne kan erhverve sig det kommende album. I mellemtiden kan de danske fans dog glæde sig til den 22. maj, hvor rapperen gæster Amager Bio.

ANNONCE