Den tidligere Vesterbro Festival er klar med de første navne til årets program
Tidligere på året blev det offentliggjort, at syvende udgave af Vesterbro Festival vil blive afholdt i dagene 4. - 6. juni, og at det i år vil ske under navnet Start! Festival. Samtidig kom det også frem, at mere end 1200 bands havde indsendt materiale i håb om at komme i betragtning til årets program. Der kunne naturligvis ikke blive plads til dem alle, men nu er arrangørerne klar med den første række af navne, der vil være på programmet til årets festival.
Det drejer sig om Drott & Marsk, Coco Moon, Julie Maria, Kellermensch, Phil Shivers, Johnny Deluxe, Mislyd, Green Lives, Euzen, Mike Sheridan, Dánjal, Jooks, Mærk, My Name Is Legion, Small, Vinnie Who, Mani Spinx, Ginger Ninja, Waking Life og When The Saint Go Machine (billedet).
Festivalen afvikles i Den Brune Kødby i København, og når det endelige program ligger klar, vil der være mere end 100 bands og solister i alle genrer på programmet til festivalens tre dage. Folkene bag kalder Start! "Danmarks største festival for ny dansk musik" og siger, at navneændringen til trods er fokus uændret, nemlig "at præsentere det bedste inden for ny dansk musik".
Dette års Start! Festival bakkes også op af en lang række etablerede musikere og bands, der ifølge arrangørerne "vil spille for at skabe øget opmærksomhed på ny dansk musik". Derfor udgøres cirka seks procent af festivalprogrammet af etablerede bands, og resten kan derfor beskrives som mindre kendte navne. Også i musikudvalget, der vælger navnene til årets program dukker der en række kendte musikere op. Programmet til årets festival er nemlig sammensat af følgende musikere og branchefolk:
Kristoffer Rom, musiker, Oh No Ono, Mads Kjærgaard, musiker, Figurines, Henrik Tuxen, journalist, musikskribent, Birk Nevel, musiker, Gypsies, René Cambony, Sony Music, Silas Bjerregaard, musiker, Turboweekend, Jonas Breum, musiker, Breumm, Thomas Borre, journalist, GAFFA, Jacob Glæsner, musiker, Johnny Deluxe, Anna Rose, booker, Live Nation, Jonas Nørgaard, VUF Records, Steffen Rasmussen, Strange Ears, Lene Kristoffersen, booker, VEGA, Anders Währen, booker, Live Nation, Bjørn Fjæstad, musiker, Baal, Jan-Erik Stig, A&R, EMI, Niklas Schneidermann , musiker, Magtens Korridorer, Tobias Kippenberger, musiker, Floors Made of Lava og manager, Henrik Böwadt, service manager, Nokia Music Denmark, Christian Backman, A&R og direktør, Copenhagen Records og Rene Fredensborg, journalist.
Start! Festival afvikles i dagene 4. - 6. juni, og billetter kan købes via GAFFA Billet.