Det århusianske spillested tilbyder nu download af musik på deres webside med særligt fokus på aktuelle koncertnavne
Spillestedet VoxHall åbnede i 1999 og har siden da lagt scene til en lang række koncerter med danske og internationale navne samt diverse festivaler, fester og specialarrangementer. Senest har folkene bag spillestedet lanceret bladet Musik Århus, der fokuserer på musik i Østjylland, og nu har websiden VoxHall.dk fået en ordentlig overhaling.
Senest websiden blev relanceret blev der tilføjet anmeldelser, videointerviews og podcasts til siden, og denne gang byder siden ikke bare på et nyt design, men også på muligheden for at købe musik i en ny online musikbutik.
Dermed er VoxHall landets første spillested, der giver mulighed for at downloade musik med de kunstnere, der lægger vejen forbi samt naturligvis mange andre navne. I en pressemeddelelse fremgår det nemlig, at spillestedet har valgt ikke kun at tilbyde musik med de navne, de selv har på plakaten.
"VoxHalls musikshop er anderledes i forhold til andre digitale musikshops. Den er nemlig vinklet i forhold til VoxHalls musikprofil. Dermed ikke sagt at man kun kan finde musik i den genre som spiller på VoxHall, men at der er fokus på de artister som befinder sig i VoxHalls musikalske univers. [...] Der vil være fokus på både store og små artister, og stilen vil primært være alternativ. Med dette tvist af VoxHall vil den digitale online musikshop være den første i Danmark som har en skarp musikalsk profil, og som tør fremhæve artister på grund af kvalitet og ikke på grund af salg".
Udover at man kan købe alt fra ABC til ZZ Top i butikken samt de kunstnere, der fremhæves på VoxHall.dk, så har spillestedet også valgt at kombinere et køb af billet til koncerter med Larsen & Furious Jane og Raunchy med gratis download (i begrænset antal) af gruppernes seneste udgivelse, hvilket altså giver en mulighed for at få tjekket musikken ganske gratis, inden man tager til koncert.