Nyhed

Creed klar med comeback-album

Den gendannede millionsælgende gruppe udsender "Full Circle" til oktober

Scott Stapp og resten af de tidligere medlemmer af Creed bekræftede i april måned rygterne om, at de havde fundet sammen igen for at indspille og turnere. Efter nogle måneders forberedelse kunne bandet tidligere på måneden sparke hul på deres amerikanske turné, der vil blive fulgt op af udgivelsen af albummet "Full Circle" 27. oktober.

I et interview med MTV kalder Stapp pladen gruppens mest gennemførte til dato og fortæller samtidig, at de har droppet deres gamle regel om ikke at indspille sange, som de fire medlemmer ikke ville kunne gengive 100 procent nøjagtigt live, da de nu har råd til at hyre ekstra musikere til deres shows. Om det kommende album udtaler han desuden:

"Jeg tror, vi er gået i mange forskellige retninger lyd- og musikmæssigt. Den er på et højere niveau, fordi alle er vokset som musikere og som kunstnere. Vi er trygge ved vores identitet og har tiltro til det, vi spiller".


Albummet er produceret af Howard Benson, der tidligere har produceret en lang række rock- og metalbands som Hoobastank, My Chemical Romance, Motörhead, Sepultura og debutalbummet fra American Idol- og post-Creed-sangeren Daughtry, der gik nummer et i USA.

Creed har indtil videre kun offentliggjort amerikanske koncertdatoer på en turné, der afsluttes 14. oktober i Nashville, Tennessee.

ANNONCE