Arrangementet i Aalborg aflyses, og den hollandske dj sætter i stedet sit show op i Århus til oktober
Planen var egentlig, at Fedde Le Grand skulle have parkeret sin World Output Tour i Aalborg 4. september og være gået på scenen sammen med den danske dj Rune RK og de to danske sangerinder Camille Jones og Ida Corr i Gigantium. Men den plan er nu droppet, og i stedet bliver det den nye Århus-festival Supertanker, der 10. oktober kommer til at nyde godt af Fedde Le Grand og hans musik.
Begrundelsen for flytningen af arrangementet er "problemer med produktionens størrelse og udskænkningsbevillinger, som ville betyde, at festen skulle slutte kl. 01", forlyder det i en pressemeddelelse. Det er dog fortsat det samme show, der kommer til Århus, og på den måde bliver Fedde Le Grand pludselig hovednavn til det nye tiltag Supertanker, der arrangeres af Muskelsvindfonden.
Flytningen medfører, at Output World Tour kan trække på en del af det lys, lyd og andre ressourcer, som festivalen Supertanker i forvejen anvender. Denne besparelse betyder, at billetpriserne for showet kan sænkes fra de annoncerede 395 kr. til 250 kr.
Gæster som har købt billet til Aalborg, kan enten få refunderet det fulde beløb eller prisforskellen på den gamle og nye billet. Det vil sige, at allerede købte billetter også kan bruges i Århus.
Yderligere information om Supertanker festivalen offentliggøres medio uge 35.
Fedde Le Grand kan opleves til Supertanker 10. oktober i Pakhus 77 ved Århus Havn, og billetter kan købes via GAFFA Live.