Nyhed

Michael Jackson begravet i hemmelighed

Popkongens jordiske rester ligger angiveligt i stor diskretion på Forest Lawn Cemetery i Hollywood Hills

Efter den stort anlagte mindehøjtidelighed i Staples Center i Los Angeles 7. juli har der cirkuleret en del forskellige rygter om, præcis hvor og hvornår Michael Jacksons fysiske rester rent faktisk skulle begraves.

Nu oplyser den engelske avis Daily Mirror så, at Jackson nu blevet begravet på Forest Lawn Cemetery i Hollywood Hills - i fuld diskretion og uden gravsten.

Begravelsen skulle være sket i største hemmelighed, så kirkegården ikke i fremtiden bliver et samlingspunkt for fans af popkongen, således som det er tilfældet for eksempelvis Jim Morrisons grav på Père Lachaise-kirkegården i Paris.


- Michael er allerede blevet stedt til hvile, men bortset fra Jacksons familie og ledelsen på Forest Lawn er der ingen, der kender det præcise sted, siger en kilde til Daily Mirror.

Af andre Jackson-historier fortæller Rolling Stone, at harddiske med omkring 100 mere eller mindre færdiggjorte, uudgivne Jackson-indspilninger er blevet fjernet fra det hus i Los Angeles, Jackson havde lejet ved sin død. Ifølge Jacksons manager Frank DiLeo er det sandsynligvis Jackson-familien, der har fjernet musikken, idet de efter Jacksons død systematisk har ryddet huset for værdier. Boets kuratorer vil nu forsøge at få udleveret musikken fra Jackson-familien, så den kan indgå i boet.

 


ANNONCE