Nyhed

Twins Twins udsender førstesingle

Debutalbummet "Until Dawn" udkommer til oktober

Den københavnske kvartet med rødder i Århus og Ålborg, Twins Twins, udsender sit debutalbum "Until Dawn" den 12. oktober på Morningside Records. Pladen er produceret af Ole Nørup og mikset af Aske Zidore fra Oh No Ono. Fra i dag kan du høre deres førstesingle "Fit Into My Hands" på deres website og MySpace.

Twins Twins udsendte i sensommeren sidste år sin ep, "Five Songs", som var medvirkende årsag til, at bandet spillede på Pavilion Jr. på denne sommers Roskilde Festival. Forinden havde Twins Twins udsendt demoen "Four Songs Of Twins Twins", et hvilket var "San Sebastian" som kom ind på Det Elektriske Barometer. Bandets musikalske inspirationer trækker på tværs af melodisk indierock, 80'er-synthpop og Bob Dylan.

Da GAFFA mødte bandets forsanger Theis Ørntoft på Roskilde Festival, spurgte vi til udviklingen fra "Five Songs" og frem til debutalbummet.


- Efter ep'en blev vi klar over, at vi havde en masse andre genrebehov i os end at spille melodisk guitarrock. Det er et mere komplekst udtryk, som både kan blive til mere alternative og mere simple numre end dem fra ep'en. Vi vil gerne lave et moderne alternativt popalbum - en krydsning mellem storladen alvor og ungdommelig kækhed, hvis man kan sige det. Vores fundament er en form for alternativ pop, hvor der er inkorporeret alt fra moderne kompositionselementer, hiphop og noget dance for eksempel.

Trackliste:

1. Parks
2. Drawing A Map
3. Commission
4. Burning Buildings
5. Fit Into My Hands
6. Brothers
7. Catherine Leaves
8. Until Dawn
9. City Of The Red Night
10. Borderless
11. Forgive It All At Once
12. Andalucia


Bandets første single "Fit Into My Hands" kan høres på MySpace fra i dag.

ANNONCE