Nyhed

John Frusciante forlader Red Hot Chili Peppers

Guitaristen forlader igen den populære rockgruppe, som i følge kilder i flere måneder har øvet med en afløser på strengene

Som 18-årig blev John Frusciante optaget i rockbandet Red Hot Chili Peppers og var med på albummet fra 1989 "Mother's Milk" og den kommercielle succes "Blood Sugar Sex Magik", hvorefter guitaristen forlod bandet i flere år med alvorlige misbrugsproblemer. Frusciante vendte clean tilbage til gruppen i slutningen af 90'erne og var også med på det næste store succesalbum "Californication" og de efterfølgende udgivelser. Men nu er han angiveligt ude af gruppen igen.

I følge en unavngiven kilde til musiksiden MusicRadar.com har gruppen højst sandsynlig allerede fundet en afløser til den velkendte guitarist:

"Josh Klinghoffer har spillet med gruppen i et par måneder nu. John checkede mentalt ud for lang tid siden. Han er interesseret i lave sine egne ting nu, sine egne albums. Hele det store rockband-maskineri appellerer bare ikke til ham mere."

Afløseren er ikke en helt ukendt musiker på den amerikanske musikscene. Josh Klinghoffer har også tidligere udgivet albums med John Frusciante i gruppen Ataxia, men har også turneret med Red Hot Chili Peppers i 2007, foruden andre bands som Gnarls Barkley, Beck og PJ Harvey. Kilden til MusicRadar.com, som skulle være tæt på Red Hot Chili Peppers, kommenterer desuden valget af Klinghoffer:


"Josh har været på alles radar i noget tid nu, og han er ekstremt populær indenfor en vis gruppe L.A.-musikere. Den store ting lige nu, som man bør overveje, er: kan han skrive fantastiske sange? Kan han hjælpe dem med at se fremad? Alle ved, at han kan spille, men The Peppers behøver nogen, som kan finde på noget fantastisk materiale og få gruppen i gang igen."

Der er endnu ikke nogen officiel udmelding fra bandet omkring guitaristudbytningen, men flere indikationer i forskellige interviews peger ifølge MusicRadar.com i samme retning som kildens udtalelser.

ANNONCE