Sangeren og sangskriveren kommer igen til landet i sin biobrændselsbus med albummet "Battle Studies"
Den Grammy-vindende bluessanger John Mayer lagde verden ned med sine ørehængende numre som "Daughters" og det store hit "Your Body Is a Wonderland". Nu besøger sangskriveren igen Danmark og indtager Forum i maj måned.
John Mayer trækker åbenlyst på inspirationer fra legender som Eric Clapton og Ray Charles, men sætter sit eget personlige præg på musikken med sine populære sangskriverevner. Det fik det danske publikum en opvisning i, da Mayer og hans band sidste år besøgte Falconer Salen. Ramus Ardahl fra GAFFA gav amerikaneren fire stjerner og skrev i sin anmeldelse af koncerten:
"Vigtigst var stjernen forrest på scenen, der nok slider for at vise verden sine store evner som superguitarist og hæs vokal fortolker, men heldigvis ikke kan undslippe det gudbenådede talent, han har for at skrive fængende og rørende numre. Den fraktion af Mayer er forbeholdt folk, der elsker at synge med på gode sang. Dem var der nogle stykker af i aften – både folk og sange."
Siden den koncert har John Mayer både udgivet livedvd'en "Where The Light Is - Live In Los Angeles" og det helt nye album "Battle Studies", som den 31. maj kan høres live i Forum, når den miljøbevidste sanger kommer forbi i sin klimavenlige bus.
Billetter til John Mayer-koncerten kan findes via GAFFA Live.





