Den 42-årige r&b-sanger lover at fortælle om alt, også anklagerne om børnepornografi
Er man en af dem, der er nysgerrig omkring R. Kellys liv og levned, kan man om et års tid få lov til at læse sig til det hele, når sangerens selvbiografi bliver udgivet. Han har netop bekræftet, at han skriver den i samarbejde med forfatteren David Ritz, der også har arbejdet på bøger om Aretha Franklin og Marvin Gaye. I et interview med BBC fortæller Kelly om bogen:
"Jeg er træt af at blive misforstået. Jeg vil vise jer tårerne, sveden og frygten. Jeg vil åbne mit hjerte og afsløre alt det gode i mit liv, såvel som alt det dramatiske. Jeg vil gerne fortælle det, som det er."
Forlaget Smiley Books skal stå for udgivelsen, og en talsmand herfra har bekræftet, at sangeren også vil fortælle om den seks år lange retssag, der kom i kølvandet på anklager om sex med mindreårige og produktion af børneporno. Kelly blev anklaget for at have både billeder og videoer, naturligvis inklusive den meget omdiskuterede video, som den amerikanske avis Chicago Sun-Times fik fingre i, som de påstod viste R. Kelly have sex med en fjortenårig pige. Han blev fundet uskyldig i alle anklager foran en jury i 2008.
Grundlæggeren af Smiley Books, en talkshowvært ved navn Tavis Smiley, udtaler at forlaget "er begejstret for, at være talerøret for R. Kelly, så han kan fortælle sin egen historie. Han har fortjent retten til at fortælle sin historie på sin egen måde."
Bogen skulle også dække andre følsomme og store øjeblikke for Kelly, eksempelvis hans mors død, og hvordan han har skrevet sange som Michael Jacksons hit "You Are Not Alone". Bogen vil i øvrigt ikke blive udgivet under kunstnernavnet R. Kelly, men i stedet under hans rigtige navn, Robert Kelly.
Der er ikke givet nogen dato på udgivelsen af R. Kellys selvbiografi, men den skulle dog være i handlen engang i 2011.




