Nyhed

Ulver kommer til Danmark

De eksperimenterende Black Metal-pionerer fra Norge gæster både Pumpehuset og Voxhall

De norske musikere fra Ulver har siden starten i 1993 været ude på en musikalsk rutschebanetur i mange forskellige genrer på deres ni albums, adskillige ep'er og andre udgivelser. Gruppen har ikke gjort meget i at optræde live og spillede for kort tid siden deres første koncert i femten år, men nu annoncerer de en Europaturné, der bringer dem forbi Danmark.

Ulver startede deres karriere med definere Black Metal-genren i Norge, hvor de krydrede musikken med lyriske inspirationer fra blandt andre Ludvig Holberg og Thomas Kingo, hvilket gjorde bandet ganske unikt. På de efterfølgende udgivelser blev udtrykket også blandet med elementer fra electronica, industrial, progressiv metal og avantgarde-rock.

For at disse mange genrer ikke skulle være nok i Ulvers musik, har gruppen på de senere albums fokuseret på mere symfonisk musik, hvorefter at rock-elementerne igen blev indlemmet i bandets lyd på det nyeste album fra 2007, "Shadows Of The Sun". De mange genrer, som Ulver i tidens løb har taget til sig, gør gruppen til et uforudsigeligt navn i norsk musik.


Ulver har ikke vist sig meget på en scene og har været kendt som et studieband i mange år, men efter gruppen spillede deres første koncert i over et årti på en litteraturfestival i Lillehammer, har lysten til at spille live igen meldt sig hos medlemmerne i gruppen.

Billetter til koncerterne på Voxhall og i Pumpehuset kan findes på de respektive spillesteders hjemmesider. Ulver spiller på nedenstående datoer i Danmark:

5. februar – Pumpehuset, København (billetsalget starter den 22. december)


6. februar – Voxhall, Århus

ANNONCE