Gruppens medlemmer har fundet sammen igen og udsender "The E.N.D." 9. juni
Medlemmerne af Black Eyed Peas har de senere år primært fokuseret på soloprojekter, men har samtidig hele tiden fastholdt, at gruppen ikke var gået i opløsning. Det viser sig at holde stik, og kvartetten kan nu udsende deres femte album til juni.
Albummet har fået titlen "The E.N.D.", hvilket står for "The Energy Never Dies". Der er heller ikke noget, der tyder på, at pladens titel skulle være et tegn på, at gruppen vil blive opløst i den nærmeste fremtid. Faktisk udtaler will.i.am til Billboard, at selvom der er tolv sange på albummet, så kan der, dagen efter udgivelsen rammer gaden, komme 100 sange, 50 skitser og 1000 blogs alle forbundet til "The E.N.D.", hvilket for ham beviser, at energien virkelig aldrig dør.
Albummet kommer fire år efter udgivelsen af "Monkey Business", der har været gruppens mest succesfulde udgivelse til dato. Siden da har Fergie udsendt "The Duchess", og will.i.am har udsendt "Songs About Girls" samt medvirket i en lang række andre sammenhænge.
Men nu handler det altså igen om Black Eyed Peas, der forventes at følge udgivelsen af albummet op med en verdensturné.
"The E.N.D." udsendes 9. juni.