Nyhed

Endnu flere danske navne til SXSW

Yderligere tre danske navne er blevet tilføjet programmet

Det bliver nærmest ikke til at komme hverken frem eller tilbage for danske musikere i byen Austin i dagene 18. - 22. marts, hvor festivalen SXSW rammer den texanske by. Der var allerede ti danske navne på programmet, og nu er der kommet yderligere tre til.

Et af dem er veteranerne fra Slaraffenland (billedet), der i år skal deltage i festivalen for tredje gang, og de har noget succes fra sidste år at bygge videre på. Her blev de nemlig anmeldt særdeles positivt af både The New York Times og Variety, og de skal på festivalen spille både en officiel showcase samt til en række eftermiddagsarrangementer for branchefolk. Gruppen skal desuden som sidste år medvirke som gæster, når Akron/Family skal give deres SXSW-koncert.

Det er til gengæld første besøg for Efterklang på festivalen, hvor man ud over at kunne se bandet til en række koncerter også vil kunne smuglytte lidt til det nye materiale, der skal med på opfølgeren til det anmelderroste album "Parades".


Sidste tilføjelse i denne omgang kommer i form af bandet 18th Dye, der skal spille til en særlig aften arrangeret af det danske pladeselskab Crunchy Frog, der også er repræsenteret på festivalen gennem Snake And Jet's Amazing Bullit Band og PowerSolo.

SXSW afvikles i Austin, Texas i dagene 18.-22. marts.

ANNONCE