Joe Satriani har sagsøgt Coldplay for brud på copyright-lovgivningen
Den 52-årige guitarekvilibrist Joe Satriani har, som vi tidligere her på GAFFA.dk har skrevet om, sagsøgt det London-baserede rock-band Coldplay for brud på copyright-lovgivningen, i december måned sidste år. Nu har guitaristen, ifølge sin advokat Howard King har Satriani planer om at overrække Coldplay en stævning ved dette års Gammy Awards.
Sagsanlægget går på, at Coldplay angiveligt skulle have lånt "substantielle originale portioner" af Satrianis sang "If I Could Fly" fra albummet "Is There Love In Space?" fra 2004 i forbindelse med bandets hit-nummer "Viva La Vida" fra deres seneste albumudgivelse "Viva La Vida or Death and All His Friends" fra 2008. Ifølge King vil en meget stor gruppe stævningsmænd belejre Coldplay i Los Angeles og sørge for, at bandet får overrakt de juridiske dokumenter.
I december måned udtalte Joe Satriani, at han havde prøvet "alt" for, at sagen ikke skulle komme for retten, "men Coldplay ville ikke snakke om det". Første gang han hørte Coldplays "Viva La Vida", følte han det "som om en dolk gik lige igennem mit hjerte. Det gjorde så ondt," tilføjer Satriani.
I en besked på deres hjemmeside afviser Coldplay, at der skulle være tale om et plagiat, og at alle overensstemmelser imellem de to numre er "fuldstændigt tilfældige". I beskeden skriver de yderligere: "Med den størst mulige respekt for Joe Satriani har vi nu fundet det nødvendigt at svare offentligt på hans beskyldninger."
Uanset om Joe Satriani og gruppen af stævningsmænd får stævnet Coldplay ved dette års Grammy Awards, så har "Viva La Vida" modtaget en Grammy-nominering som "Årets Sang".