Smashing Pumpkins-guitaristen og Hanson-sangeren får hjælp af folk fra Fountains Of Wayne og Cheap Trick
Udover sit arbejde med Smashing Pumpkins har guitaristen James Iha udsendt et soloalbum samt indspillet med grupper som A Perfect Circle, A Camp og Ivy. Sidstnævnte band indeholder blandt andet Fountains Of Wayne-sangskriveren Adam Schlesinger, og de to er nu ifølge Billboard gået sammen med Taylor Hanson fra Hanson og Bun E. Carlos fra Cheap Trick i bandet Tinted Windows.
Det er mildest talt en sjov blanding af musikere, men Iha og Schlesinger har ejet studiet Stratosphere Sound sammen i mange år, og indspillet sammen i flere konstallationer, så de har kendt hinanden længe. Men hvordan de to har fundet sammen med den midterste Hanson og den 57-årige Cheap Trick-trommeslager, melder historien desværre ikke noget om.
Den australske webside Undercover kan dog fortælle, at gruppen allerede har indspillet et debutalbum, der skal udsendes til april. Inden da skal bandet dog spille deres første officielle koncert 20. marts til SXSW-festivalen i Austin, Texas.