Den tidligere Nine Inch Nails-trommeslager er kommet op med en anderledes måde at få betalt sit nye album
Den amerikanske trommeslager Josh Freese har spillet med et utal af bands fra A Perfect Circle, Nine Inch Nails og Guns N' Roses til Devo, Katy Perry og Avril Lavigne. Men han har faktisk kun lavet to plader i eget navn, og den seneste vil han nu gerne have finanseret på en lidt alternativ måde.
Idéen er i bund og grund, at han på sin webside har listet en lang række betalingsløsninger, og så kan man selv bestemme, om man vil give syv dollars for at kunne downloade albummet, 15 dollars for cd'en, 50 dollars for cd'en og en T-shirt samt et fem minutter langt telefonopkald fra Freese eller en endnu vildere pakke, der i sidste ende kan inkludere, at man kommer med på turné eller får indspillet en ep med fem sange om en selv.
Der er kunstnere, der har fået finansieret deres musik på denne måde før, blandt andet albummet "California Years" med Jill Sobule (der var kvinden bag den oprindelige "I Kissed A Girl"-sang), der udsendes til april, og andre som Nine Inch Nails og Girl Talk har solgt deres musik til varierende priser på deres webside.
Men Josh Freeses forslag til ting, man kan betale sig til, er noget mere ekstreme, end hvad man tidligere har set. Der er blandt andet tre muligheder til henholdsvis $10.000, $20.000 og $75.000, der kun vil blive solgt til en person. Køber man den dyreste vil man få lov til at få et trommesæt og tage svampe, mens man kører rundt i Hollywood i Tool-trommeslageren Danny Careys Lamborgini. De sidste finanseringsforslag virker en smule, som om Freese laver sjov med os, men er der GAFFA-læsere, der er villige til at punge seriøst ud for Freeses album, vil vi naturligvis gerne høre om, hvordan køreturen gik.