Det danske band spiller tre koncerter i Danmark i februar måned
Det danske band Kim and the Cinders har planlagt en lille micro-tour i Danmark i slutningen af februar måned. Kim and the Cinders, der består af Maria Timm på bas og sang, Ulrik Horatio på guitar og orgel, Bo Jeppesen på trommer, og Kim Jeppesen på vokal og guitar, skal i slutningen af måneden spille tre koncerter i henholdsvis Albertslund, Odense og Vordingborg.
Sidste år udgav bandet deres selvbetitlede debutalbum, som vi blandt andet her på GAFFA gav hele fem ud af seks mulige stjerner, og nogle vil muligvis kunne genkende nogle af band-medlemmernes navne fra projektet PowerSolo. "Kim and the Cinders"-albummet blev i sin tid indspillet i den svenske ødemark, hvor udstyret blev sat op i den omkringliggende natur, for dermed at skabe en ualmindeligt charmerende og rå lydflade, der således også rummer den silende regn, vinden i træerne og benzingeneratoren, der driver hele foretagendet.
I slutningen af 2008 drog bandet på tour i Tyskland og Schweiz, hvor de kørte fra Danmark i Horatios volvo med en lastet trailer. Men blot 40 kilometer syd for den tyske grænse kunne Volvoen ikke mere, og så måtte Cinders ligge på knæ for Horatios far, som tøvende, men til sidst velvilligt, lånte bandet hans Skoda og kunne fortsætte, ifølge en pressemeddelelse. På touren spillede de i alt otte koncerter og havde to live-optrædener på henholdsvis Ken.FM og Byte.FM.
Kim and the Cinders spiller den 19. februar på Forbrændingen i Albertslund, den 20. februar på Posten i Odense, og den 28. februar på Stars i Vordingborg, hvor trommeslageren Rocco (Baby) Woodrose også vil medvirke.