Programmerne MTV Push og MTV World Stage viser blandt koncerter med Coldplay og White Lies
MTV har i dag offentliggjort to nye musikalske tiltag, der betyder, at fredag aften fremover skal til at stå i livemusikkens tegn. Tv-stationen lancerer nemlig nu programserien MTV World Stage, der skal bruges til at vise livekoncerter med store, kendte navne.. Den første koncert er Coldplay live fra Tokyos Saitama Super Arena, der vises på dansk MTV 27. februar.
Det andet tiltag hedder MTV Push, og det vil blive lanceret til marts. Tanken er at hjælpe nye internationale artister et stykke på vej til det store gennembrud i form af skærmtid på alle 62 MTV kanaler kombineret med en flere online-initiativer som for eksempel eksklusive tracks og live-optagelser. De første to navne, der kan kalde sig MTV Push-artister, er Metro Station og White Lies.
MTV World Stage vil blive optaget i HD-format, og de kommende fredage vil seerne kunne opleve først Coldplay (27. februar) og herefter Pussycat Dolls og Katy Perry (6. marts), Slipknot (13. marts), Oasis (20. marts), Franz Ferdinand (27. marts), Duffy (29. maj) og Kaiser Chiefs (5. juni).