Nyhed

Orquesta Buena Vista Social Club til Vega

Det cubanske all-star-band gæster København i maj

Det er i år ti år siden, Wim Wenders fik et kæmpehit med dokumentarfilmen ”Buena Vista Social Club” om en række cubanske musikere, der højt oppe i årene stadig dyrkede den klassiske cubanske musik fra 1940’erne. Efterfølgende fik en lang række af de medvirkende kunstnere store comebacks og begyndte at turnere verden rundt, eksempelvis Ruben Gonzalez, Omara Portuondo og Eliades Ochoa. Mange af musikerne gav også koncerter i Danmark, primært hver for sig.

Siden dengang er en del af musikerne desværre afgået ved døden, men en del lever dog stadig, og nu er en række af dem gået sammen om en turné under navnet Orquesta Buena Vista Social Club. Og den turné bringer musikerne til Vega i København 7. maj. Nærmere betegnet er der tale om Cachaíto Lopez (kontrabas), Manuel ”Guajiro” Mirabal (trompet), Jesús ”Aguaje” Ramos (trombone, sang, orkesterleder), Manuel Galbán (guitar, orgel) og Barbarito Torres (lut).

Musikalsk er orkestret ifølge arrangørerne helt i top og leverer et show fyldt med cremen af den traditionelle cubanske Son, Son Montuno, Changüi, Boleros, Cha Cha Cha, Guaracha og Mambo. Cubakultur.dk har i samarbejde med Playground Music og hovedsponsoren Havana Club gjort det muligt for kun anden gang nogensinde at præsentere Buena Vista Social Club på dansk jord i Vega.

Billetter kan købes hos Billetlugen.dk

Læs en stor artikel om Buena Vista Social Club skrevet af GAFFAs world-ekspert Torben Holleufer

ANNONCE