Nyhed

Salif Keita spiller i Vega

I maj måned gæster "Afrikas gyldne stemme" København

Malinesiske Salif Keita er blevet kaldt verdensmusikkens ukronede konge, og nu kommer han atter til Danmark for at give koncert i Vega den 16. maj. Keita er kendt for at spille jazz- og cubanskinspireret afro-pop, og til koncerten i København vil han spille nogle af sine største hits, samt numre fra det nyeste album "M'Bemba".

At den nu 59-årige Salif Keita skulle blive sanger, var bestemt ikke noget, der lå i kortene, da han er direkte efterkommer af mandinka-krigerkongen Sundiata Keita. Af den grund var en musikalsk karriere utænkelig. Desuden blev han som albino ifølge lokal skik betragtet som ulykkesfugl og en skændsel for sin familie. Stik imod forventninger og traditioner drog Keita til hovedstaden Bamako for at blive musiker.

I 1973 sluttede han sig til orkestret Les Ambassadeurs Internationales, som efterhånden opnåede stor opmærksomhed. Keita flyttede til Paris i midten af 1980'erne og har siden med succes blandet afrikansk, cubansk og europæisk musik til sit eget udtryk. Sidst Salif Keita spillede i Danmark var i Operaen i 2006 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.


Catherine Gathone, som er kåret som Miss Africa Danmark, vil stå for introduktionen og være vært ved koncerten, der finder sted den 16. maj i Vega. Billetter til koncerten kan købes i Fonabutikker landet over, og via billetlugen.dk.

ANNONCE