Nyhed

Seks danske navne til Nordklang Festival

Schweizisk musikfestival med dansk fingreaftryk

Musikfestivalen Nordklang har i år hele seks danske navne på plakaten, når det hele går løs i St. Gallen i Schweiz den 7. og 8. februar. De seks danske bands er Vincent Van Go Go, Annika Aakjær, Morild, Magnus Fra Gaarden, Lift, og Choir of Young Believers, der med albummet "This Is For The White In Your Eyes" af GAFFA-læserne blev kåret til årets nye danske navn, af GAFFA-anmelderne fik titlen som navnet bag årets danske album og i år var nomineret til P3 Prisen. Enmandsgruppen er også nomineret til hele seks Danish Music Awards, der uddeles 28. februar.

Nordklang er den eneste festival af sin slags i Schweiz med dens specielle fokus på nordisk musik. Festivalen, der i år afvikles for tredje gang, arrangeres i samarbejde med ROSA (Dansk Rock Samråd), og det er nok på denne baggrund, den schweiziske festival har fået sit danske fingeraftryk, ligesom flere af navnene på årets plakat er plukket fra programmet til sidste års Spot Festival 2008.

Den nordjyske sangerinde Annika Aakjær skal desuden snart med som support for Allan Olsen fra den 25. februar til den 14. marts i år.


ANNONCE