Nyhed

Utraditionel konstellation åbner Spot Festival

Odense Symfoniorkester, rock-bandet Ave og Herning Drengekor åbner årets festival

Spot Festival 2009 åbnes den 21. maj af Odense Symfoniorkester, det odenseanske rock-band Ave og Herning Drenge- og Mandskor, som kommer til at optræde sammen. Planen er, at den utraditionelle konstellation skal opføre Aves rock-musik i en gen-arrangeret version, således at symfoniorkestret og koret bliver en lige så stor del af musikoplevelsen som bandet.

Spot Festival er en af de vigtigste musikfestivaler i Danmark, fordi den fokuserer på upcoming bands og har stor bevågenhed fra både musikbranchen  og medier – nationalt og internationalt. Så det er ikke overraskende, at Ave, som sidste år vandt Talentprisen fra Vig Festivalen, glæder sig:

"Det er en helt fantastisk chance, vi har fået. Vi får lov til at spille med et af Europas bedste symfoniorkestre, og vi får mulighed for at promovere vores musik i Danmark og udlandet. Spot Festival er stedet, man skal være, hvis man vil ud i Europa … og vi skal altså åbne hele showet," siger en begejstret Rasmus Brylle, som er trommeslager i Ave.


For Odense Symfoniorkester og Herning Drengekor er koncerterne en mulighed for at nå og inspirere et nyt og yngre publikum. ”Og så er det en spændende udfordring at spille med et rockband, som har en helt anden tilgang til musik end os”, fortæller Finn Schumacher, musikchef for Odense Symfoniorkester.

Spot Festival foregår i og omkring Musikhuset Aarhus, Ridehuset og Officerspladsen i Århus fra den 21. maj til den 23. maj, og partoutbilletter kan købes til 495 kroner plus gebyr, og til 420 kroner plus gebyr for Klub GAFFA-medlemmer, via GAFFAbillet.dk.

ANNONCE