Nyhed

Bands føjer Roskilde-koncerter til deres MySpace

Marujah, Sandra Weckert og DJ Fox fra Phattbeatzz kommer ifølge egne udsagn til årets festival

I disse dage længes mange musikelskere efter de første offentliggørelser af bands til sommerens Roskilde Festival.

Her på GAFFA.dk har jungletrommerne tidligere runget for britiske Klaxons og rockdrengene i AC/DC, hvilket dog blev foreløbigt manet til jorden med koncerten i Parken. Derudover har meget peget i retning af, at Oasis for første gang siden 1995 vil besøge Dyreskuepladsen.

Festivalens officielle bookere har endnu ikke ville sige andet, end at der arbejdes på at få puslespillet til at falde på plads, at gæsterne i øjeblikket har mulighed for at ønske bands, og at de første offentliggørelser bør være klar inden længe. En tur rundt på nettet spæder imidlertid lidt nye gnister til rygtebålet. Således har flere bands allerede nu tilføjet en optræden på Roskilde Festival i dagene 2.-5. juli til deres koncertplan.

Amerikanske Marujah (billedet) varsler intet mindre end en revolution, når de med inspiration fra både Bob Marley og Tool blander dub og reggae og rock og latinamerikanske rytmer.
Marujah på MySpace

Moderne jazz iblandet både punk og r&b er, hvad den tyske saxofonist Sandra Weckert leverer. Ifølge hendes MySpace vil hun give smagsprøver på denne særprægede musik ved en koncert på Roskilde Festival 3.juli.
Sandra Weckert på MySpace 

Endelig tyder meget på, at de danselystne får sulten stillet af det hollandske DJ-kollektiv Phattbeatzz. En af deres artister, DJ Fox, har i hvert fald noteret op til flere optrædender på festivalen.
DJ Fox på MySpace

Vi venter spændt på de første endelige bekræftelser fra festivalens side. 

ANNONCE