Nyhed

Bob Dylan-sang skal bruges i reklamekampagne

Den amerikanske sanger har godkendt brugen af "Blowin' In The Wind" i en kommerciel sammenhæng

Den efterhånden legendariske singer-songwriter Bob Dylan har godkendt brugen af protestsangen "Blowin' In The Wind" i forbindelse med en reklamekampange for den engelske virksomhed The Co-operative Group. Sangen skal blandt andet være med til at promovere firmaets madbutikker, bedemandsforretninger og finansielle services for firmaet, der blandt andet er den femtestørste sælger af fødevarer i England.

Det er første gang, Bob Dylan har godkendt brugen af en af sine sange i et kommercielt øjemed, men ifølge en talsmand for Dylans pladeselskab, Sony, er det The Co-operative Groups etiske grundlag og fundering, der overtalte sangeren og dermed ligger til grund for beslutningen.

"Blowin' In The Wind" dukkede første gang op på Bob Dylans andet studiealbum "The Freewheelin' Bob Dylan" fra 1963. Sangen, der bliver beskrevet som en protestsang, indeholder filosofiske spørgsmål om fred, krig og frihed, og i 1999 blev sangen optaget i Grammy Hall of Fame. "Blowin' In The Wind" fik tilbage i 2004 også en fornem plads som nummer 14 på Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste sange nogensinde.


ANNONCE