Den engelske super-dj gæster 9. januar Vega Natklub blandt andet sammen med Trentemøller
En lang række af landets bedste dj's vil stå bag pulten på Vega Natklub denne weekend, og som toppen af kransekagen har man inviteret engelske Erol Alkan til også at bidrage til festen.
Erol Alkan har opnået status som en af klubscenens ubestridte konger ved i starten af dette årti at være med til at grundlægge mash up-genren samt gennem ti år at stå bag London-klubaftenen "Trash". Hans remix af Justices "Waters of Nazarath" at være med til at starte electroclash-bølgen, og siden har han remixet for navne som Bloc Party, Daft Punk, The Chemical Brothers, Franz Ferdinand og Scissor Sisters.
Seneste projekt for den aktive englænder er som regulær producer, og i 2008 har han blandt andet skruet på knapper sammen med Late Of The Pier og Mystery Jets. Men i denne weekend handler det om rollen som dj, men mon ikke nogle af de nævnte navne vil figurere i Alkans sæt.
Udover Erol Alkan vil man i løbet af aftenen desuden kunne opleve prominente navne som Trentemøller, Kjeld Tolstrup, Tomboy, Djuna Barnes, Kasper Bjørke og Fredski, der vil vende plader foran visuals lavet af Same Same.
Sideløbende vil man i Vega Lounge få serveret klassisk hiphop og urban-hits af DJ Noize og DJ Schack fra Midweek Brakes. Der er med andre ord lagt op til en massiv fest, der er det nye år værdigt.
Erol Alkan, Trentemøller og de øvrige dj's kan opleves på Vega Natklub 9. januar, og dørene åbnes klokken 22:00.