Den australske musiker vælger at forlade gruppen han var medstifter af
Efter 25 år i gruppen Nick Cave and The Bad Seeds har et af de stiftende medlemmer, Mick Harvey, valgt at forlade bandet. Det offentliggører han i en pressemeddelelse, hvor han både takker for tiden og de mange oplevelser med bandet samt ser frem til nye udfordringer og muligheder.
I 1983 slog Mick Harvey og Nick Cave pjalterne sammen og dannede Nick Cave And The Bad Seeds, som nu har 14 studiealbums, 3 live-albums og 2 compilations bag sig. I fremtiden må gruppen undvære Harvey, der giver udtryk for, at det er et hav af forskellige personlige og professionelle overvejelser, der ligger til grund for hans beslutning om at forlade bandet.
Mick Harvey, der både spiller guitar, bas, keyboard og trommer, ser samtidig lyst på gruppens fremtid, selvom han ikke længere vil være en aktiv del af den:
"Efter 25 år føler jeg, at jeg forlader bandet, imens det oplever et af dets mange højdepunkter; i en meget sund tilstand, og med fantistiske udsigter for fremtiden", udtaler Mick Harvey i sin pressemeddelelse.
I meddelelsen forvisser Harvey os dog om, at han stadig i løbet af det næste år vil blive ved med at arbejde på kommende re-issues af Nick Cave And The Bad Seeds' bagkatalog.